Destillation

Destillation er en metode til adskillelse af væsker med forskellige kogepunkter. I vores situation her er det alkohollen vi gerne vil destillere væk fra en fermenteret væske. Ethanol (alkohol) har et kogepunkt på 78,37 grader celsius, hvilket gør at man kan fjerne det fra en væske hvis kogepunkt er højere (f.eks. 100 grader).

Interessant nok har alkohol et smeltepunkt på -114 grader celsius, hvilket vil sige at man også har muligheden for at gå den anden vej, altså fryse sig til et destillat.

Når alkohollen når kogepunktet fordamper det, og denne damp afkøles til fortætning, og den kondenserede væske opsamles i en separat beholder.

Potdestillator

Pot-destillering er klart den simpleste måde mht. opsætning, men alligevel den som giver det mest komplekse resultat.
Destilleringen foregår i store kobberkedler hvori den fermenterede væske opvarmes, og afledes af kondensatoren til en anden beholder. Pot-destilleret spiritus skal i enkelte tilfælde igennem apparatet 4 gange for at garantere et tilfredsstillende produkt.

Grunden til at denne metode giver det mest komplekse resultat er fordi produktet ikke bliver “rent”, destillatet bevarer nemlig en masse smagsnuancer fra den fermenterede afgrøde.
Eksempler på pot-destilleret spiritus er mørk rom og whisky.

Den engelske udgave hedder “pot still”, og består som så mange andre af kobber, da kobber er så fremragende til at håndtere og fordele varmen. I Skotland kan en kedel indeholde 20-50.000 liter, og i Irland er det 100-150.000 liter.
Den franske udgave af en potdestillator hedder “Alambic Charentaise”, hvor den største forskel i forhold til den engelsk er at den franske blot kan indeholde 12.000 liter.

Carterhead destillatoren

Denne destillator er en pot destillator med en enkelt finurlighed som gør at den primært bruges til produktionen af gin. Denne type destillator blev opfundet i det 19. århundrede af de to Carter brødre som oprindeligt havde været ansat hos Aeneas Coffey (se kolonnedestillator). Efter at have lært om destillation forlod de Coffey for at lave deres egen forretning hvor de designede og producerede unikke destillatorer. Oprindeligt var Carterhead destillatoren udviklet til at rette op på rå alkohol produceret af Coffey så det blev alkohol egnet til fremstillingen af gin og vodka. Destillatoren har normalt en kapacitet af 3000 liter.

Carterhead destillatoren er en potdestillator hvor der er anbragt en kurv imellem selve potten og kondensatoren således at alkoholdampe vil passere kurven før den bliver fortættet og opsamlet. Hvordan denne ændring på destillatoren ændrer det man får ud kan læses på gin-siden under produktionsmetoden smagsudtrukken gin.

Kolonnedestillator

Aeneas Coffey videreudviklede på ideerne af Sir Anthony Perrier og Robert Stein, og fik i 1830 et patent på sin kolonnedestillator. En kolonnedestillator er en destillator med to kolonner som kan destillere kontinuerligt.

En måde at lave en kolonnedestillator er som på billedet her til højre, hvor væsken der skal destilleres kommer ind ved nr. 1. Væsken ledes over i den første kolonne som kaldes en “analyzer”. I bunden af analyzeren føres damp ind (nr. 2) som opvarmer væsken. Det der ikke fordamper væk vil langsomt falde ned igennem lagene blive ledt ud af bunden (nr. 3) af destillatoren, og det der fordamper vil blive ledt over i kolonne 2 (nr. 4) som kaldes en “rectifier”. I rectifieren vil den væske som ikke fordamper falde til bunds og blive ledt tilbage (nr. 5) i den første kolonne. I toppen af den anden kolonne fortættes dampen (nr. 7) og ledes over i en beholder (nr. 6).

Foruden vanddampene der føres ind (nr. 2) bliver selve kolonnerne også varmet op. I bunden vil temperaturen være 100-110 grader, men kun 80 grader i toppen. Dette, sammen med de mange hullede lag op igennem kolonnen gør at kun alkoholdampene forlader kolonnen. De mange lag i kolonnen gør at dampene fortættes og skal fordampe på ny for at komme til det næste lag.

Fordelen ved en kolonnedestillator er at man kan opnå en rigtig høj alkoholprocent (helt op til 96%) hvilket giver et meget renere produkt, men også giver mindre smag fra det oprindelige produkt. Herefter tilsættes den destillerede væske vand for at opnå den korrekte alkoholprocent.
Gin er lidt speciel her, da man tager den 96% neutrale spiritus og tilsætter smag til den bagefter.

Specifikt hvordan forskellige spiritus bliver fermenteret og destilleret kan findes på “om spiritus”-siden.

Hovedet, hjertet og halen

Resultatet af enhver destillation er inddelt i tre separate dele i følgende orden: hovedet, hjertet og halen. Den bedste og ønskede portion af destillationen opnåes fra hjertet.

Overgangen mellem de tre dele af destillatet er op til destillatøren at afgøre. Kunsten lægger i at vide, hvornår man skal starte med at indsamle hjertet og hvornår man skal stoppe igen. Erfarne destillatører benytter deres sanser til at afgøre, hvor overgangene er. Hovedet kan smages og lugtes. Det har normalt en meget skarp smag og er ildelugtende, da det indeholder en kombination af acetone, methylalkohol, methanol og ethylacetat. Hjertet af destillationen (ætanolen) bør være hel transparent og lugtfri. Halen indeholder en stor mængde af alkoholforbindelser med højere kogepunkt, såsom furfuryl. Disse forbindelser kan ødelægge smagen af alkoholen, hvis man opsamler for længe. Overgangspunktet til halen kan identificeres med smagen, lugten og den mælkeagtige uklarhed af destillatet. Halen er som regel gemt, og inkluderes i den næste destillation, da den stadig indeholder en del ætanol.

Efter destilleringen bliver enkelte typer af spiritus lagret for at modne dem. Det kan læses om her: modning af spiritus. Ellers kan du med fordel klikke dig ind på de forskellige typer af spiritus på “om spiritus”-siden, hvor produktion er mere specifikt forklaret i forhold til den givne spiritus.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer.

Tilføj kommentar