Bloom gin

Bloom gin Bloom er en premium London Dry gin, som bliver lavet af G&J Distillers. Ginnens tre hovedingredienser kamille, kaprifol og pomelo gør, at ginnen er meget let og floral i sin både smag og aroma. Der er ingen kraftig smag af enebær at finde i denne gin, og det gør, at den er yderst god til dem, som normalt ikke er særlig glade for gin.

Historie

Historien begynder i 1760, hvor Thomas Dakin etablerede sit destilleri på Bridge Street i Warrington i det nordvestlige England. Kornhøsten havde været så ringe, at regeringen havde forbudt ginproduktion, for at sikre korn til at lave brød. Det betød, at destilleringsprojektet først reelt startede i 1761. Floden Mersey var let tilgængelig i byen, og placeringen på handelsruten mellem London og Liverpool betød, at Thomas Dakin havde rig mulighed for at lave en kvalitetsgin, samt gav ham mulighed for også at kunne sælge den.

30 km væk fra Warrington i St. Helens grundlagde Thomas Greenall et bryggeri i 1762, som knapt 100 år senere i 1860 lejede sig ind i Dakin's destilleri. I 1870 endte Greenall med at købe Dakin's destilleri. Selvom Greenall's havde overtaget Dakin's destilleri, så fortsatte de med at lave ginnen efter Dakin's oprindelige opskrift fra 1761.

I 1980'erne købte firmaet IDV (i dag Diageo) Bombay Gin brandet, men havde stadig en kontrakt med G&J Greenall om at fremstille ginnen dertil. Op til det punkt havde både Greenall's og Bombay gin været lavet efter samme opskrift og med damp infusion. Formentlig for at differentiere de to forskellige gins, valgte man på et tidspunkt, at Greenall gin skulle produceres i pot stills.

I 1988 indgik G&J Greenall en kontrakt med IDV, om at producere Bombay Sapphire og hælde den på flaske.

Produktion

Det har ikke været muligt at finde særlig detaljeret beskrivelse af Bloom's produktion, men ginnen består eftersigende af i alt 7 ingredienser. De tre hovedingredienser er kamille, kaprifol og pomelo, og derudover er der enebær, kvan, koriander og kubebe. Ginnen bliver destilleret i alt tre gange i et traditionelt potdestillator, hvor man efterfølgende benytter demineraliseret kildevand til at reducere alkoholprocenten til den endelig 40%.

Ginnen er kreeret af Joanne Moore, som er en international anerkendt gin ekspert og destillatør.

Smag og aroma

Bloom gin bliver markedsført, som en gin til kvinder, og det er der noget om. Det er en gin, der fungerer rigtig godt, som en indgangsvinkel til gin-verdenen. Selvom smagen af enebærene er der, så er den langt fra så kraftig, som den kan være i andre gin.

Ginnen dufter sød og blomstret, hvilket ikke er typisk for gin. Kaprifol og citrus er blandt de dufte, som især kan duftes.
Væsken er noget olieagtig og tyk. Smagen begynder stille og roligt, hvorefter smagen af enebærerne træder frem. Herefter kommer smagen af kaprifol og citrusfrugter med et strejf peberte. Trækker du vejret dybt under smagningen, kan kamillen anes. Afslutningen er lang og smagfuld, hvor enebærerne dvæler og er tør, men aldrig varm.

Hvis du skal prøve en Bloom gin i en Gin & Tonic, så kan det klart anbefales at blande den med Fever Tree's Elderflower tonic, samt at pynte glasset med jordbær. Resultatet er en meget letdrikkelig Gin & Tonic.
I cocktails såsom Dry Martini og Aviation kan Bloom også klart anbefales.

*Reklamelink